Vedtægter
§ 1.
Foreningens navn er "Teaterkredsen Mariagerfjord", og foreningens
hjemsted er Mariagerfjord Kommune.
§ 2.
Teaterkredsens formål er at administrere teaterlovens bestemmelser
i henhold til de til enhver tid af Kulturministeriet udstedte
bekendtgørelser herom, for tiden bekendtgørelse nr. 365 af 26.
april 2006 med senere ændringer, med henblik på at fremme
teaterinteressen inden for foreningens område.
Herudover supplerer teaterkredsen det lokale teatertilbud med
teaterforestillinger uden for abonnement for børn og voksne,
ligesom teaterkredsen også arbejder for at gøre det muligt for
borgerne i kommunen at opleve teater på andre scener gennem f. eks.
udflugter o. lign.
Teaterkredsen medvirker desuden til at skabe og bevare
tilfredsstillende bygningsmæssige forhold for teatret, ligesom
foreningen kan medvirke til at skabe og øge interessen for andre
kulturelle arrangementer.
Teaterkredsen samarbejder med kulturudvalget i Mariagerfjord
kommune.
Teaterkredsens overskud må alene anvendes i overensstemmelse med
ovennævnte formål.
§ 3.
Som medlemmer kan enhver optages, der betaler det på
generalforsamlingen fastsatte kontingent.
§ 4.
Foreningen fastlægger de abonnementsordninger, der skal være
gældende, idet der kan etableres samarbejder med andre teaterkredse
og udbydere af teater.
Ved fastlæggelsen tages der hensyn til sikring af rabat ved samlet
køb af flere forestillinger.
Abonnement kan tegnes af enhver, der er tilmeldt folkeregisteret i
Danmark.
Medlemmer af foreningen opnår rabat ved køb af billetter.
Videresalg af billetter i erhvervsmæssigt øjemed er ikke
tilladt.
Der rettes formidlingsaktiviteter mod børn og unge samt grupper,
der sjældent kommer i teatret.
§ 5.
Teaterkredsen forpligter sig til alsidighed i repertoiret, idet
den køber forestillinger af det producerende teater og oppebærer
formidlingstilskud, indtægter ved billetsalg og indtægter i form af
andre offentlige tilskud samt tilskud fra virksomheder,
enkeltpersoner eller grupper.
§ 6.
Foreningens medlemmer og bestyrelsesmedlemmerne hæfter ikke
personligt for teaterkredsens forpligtelser.
§ 7.
Foreningens bestyrelse består af 5 medlemmer og søges sammensat af
personer med bredest mulig lokal tilknytning.
Bestyrelsesmedlemmer samt 2 suppleanter for disse vælges af
generalforsamlingen ved simpelt stemmeflertal. Samtlige valg gælder
for 2 år, idet 3 medlemmer afgår i lige år og 2 i ulige år. Genvalg
kan finde sted.
§ 8.
Bestyrelsen konstituerer sig med formand, næstformand og kasserer
samt evt. sekretær og fastsætter om fornødent sin
forretningsorden.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 4
bestyrelsesmedlemmer deltager. Beslutningerne træffes ved simpel
stemmeflerhed.
Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Over forhandlingerne føres en protokol.
Teaterkredsen forpligtes ved formandens underskrift alene eller
ved to bestyrelsesmedlemmers underskrift.
Bestyrelsen kan meddele prokura.
Bestyrelsen kan ansætte lønnet medhjælp i henhold til godkendt
budget.
Bestyrelsen kan nedsætte udvalg ad hoc til løsningen af konkrete
opgaver.
§ 9.
Teaterkredsens regnskabsår løber fra 1. juli til 30. juni.
Bestyrelsen forvalter teaterkredsens midler. Bestyrelsen har ansvar
for udarbejdelse af regnskaber og budgetter og disses rettidige
indsendelse til de tilskudsgivende myndigheder.
Regnskabet revideres på baggrund af de af Kunststyrelsen fastsatte
retningslinjer for § 25 stk. 2 i Bkg. nr. 365 af 26. april
2006.
§ 10.
Generalforsamlingen er teaterkredsens øverste myndighed. Stemmeret
på generalforsamlingen har ethvert medlem, der har betalt sit
kontingent for indeværende regnskabsår.
Afstemningen skal ske mundtligt, medmindre en af de
stemmeberettigede forlanger skriftlig afstemning.
Alle beslutninger træffes på generalforsamlingen ved simpel
stemmeflerhed.
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af
september måned. Der indkaldes til generalforsamling ved
bekendtgørelse i de lokale ugeaviser med 14 dages varsel.
Bestyrelsen fastsætter mødested og -tid.
Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal som minimum
omfatte flg.:
1. Valg af dirigent
2. Formanden aflægger beretning.
3. Det reviderede regnskab for det sidst afsluttede regnskabsår
fremlægges til godkendelse. Der orienteres om foreløbigt budget for
den nye sæson. Fastlæggelse af kontingent for det efterfølgende
regnskabsår.
4. Indkomne forslag.
5. Valg af bestyrelse og suppleanter.
6. Valg af en revisor og en suppleant.
7. Eventuelt.
Forslag til behandling på generalforsamlingen skal være
bestyrelsen i hænde senest en uge før generalforsamlingen.
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen og
skal indkaldes, når mindst 25 medlemmer fremsætter skriftlig
begæring herom. En sådan generalforsamling skal afholdes inden en
måned fra begæringens modtagelse.
§ 11.
Beslutninger om ændring i foranstående vedtægter eller foreningens
ophævelse kan kun træffes, når det sker på to på hinanden følgende
generalforsamlinger med mindst 14 dages mellemrum. Vedtagelse skal
ske med kvalificeret flertal på mindst 75 % af de fremmødte
stemmeberettigede på første generalforsamling.
Ved anden generalforsamling kræves alene simpelt flertal til
vedtagelsen af forslaget.
Ved teaterkredsens ophør eller ophævelse, skal dens formue i det
hele anvendes i overensstemmelse med teaterkredsens formål, idet
fordelingen anvises af den siddende bestyrelse og godkendes af
kulturudvalget i Mariagerfjord Kommune forinden udlodning kan finde
sted.
---oOo---
Således vedtaget på generalforsamlingerne den 31. marts 2009 og
endeligt godkendt den 30. april 2009.
Sidst revideret på generalforsamlingerne den 15. september 2010 og
den 5. oktober 2010.




